Det siges meget klart i afhandlingen, at de tre hovedpersoner, Berlusconi, Salvini og Meloni, ikke skal ses som tomme hylstre eller redskaber for en politisk agenda[5] endsige som personer, der nødvendigvis har megen magt.[6] Deres synlighed front stage og den særlige opmærksomhed, denne eksponering afføder, tildeles dermed en status i egen analytisk ret.